Hvad er depression? Depression kan betyde både en sygdom i hjernen og en menneskelig sorg eller krise. Behandlingsmæssigt er det naturligvis vigtigt at skelne mellem depressionssygdommen og sorgen eller krisen. Imidlertid oplever patienter med depressionssygdom ofte, at der har været en krise i forbindelse med sygdommens opståen. For at undgå sådanne overvejelser, beskriver man i dag depressionssygdommen alene ved de symptomer, den forårsager. Hvordan måles depressionssygdommen? Verdenssundhedsorganisationen WHO har afgrænset de 10 vigtigste symptomer ved depression. Disse er medtaget i Depressionsspørgeskemaet (se venligst dette længere nede). Symptomerne måles ud fra, hvor meget af tiden man har haft dem gennem de sidste 2 uger. De første 3 symptomer i spørgeskemaet (nedsat humør, manglende interesse og træthed) er kernen i en depression og kaldes derfor kernesymptomer. Dem vil en deprimeret person typisk have det meste af tiden. Når man bruger Depressionsspørgeskemaet, ser man på den sidste 2-ugers periode, fordi man ikke kan tale om depression, førend tilstanden har varet mindst 2 uger. De øvrige 7 symptomer i spørgeskemaet er symptomer, der kan følge med en depression. De kaldes for ledsagesymptomer, og dem vil en deprimeret person typisk have over halvdelen af tiden. I spørgeskemaet er der 2 spørgsmål, nr. 8 og 10, der er opdelt i a og b. Når man skal måle depression, medregner man kun det delspørgsmål, hvor man har afkrydset det højeste tal, enten a eller b. Grunden til at disse 2 spørgsmål er opdelt i a og b er, at nogle patienter har nedsat appetit, mens andre har øget appetit, når de er deprimerede. På samme måde bliver nogle rastløse, andre mere stillesiddende, og andre igen lidt af hvert. Når man selv skal vurdere sin tilstand, kan man nøjes med at lægge de afkrydsede tal i spørgeskemaet sammen, ét for hver spørgsmål. I alt skal således 10 tal lægges sammen (idet enten a eller b værdien er medtaget i spørgsmål 8 og 10. Herved får man en sum mellem 0 (ingen symptomer) og 50 (maksimale symptomer). Et tal på 20 eller mere betyder, at der er risiko for, at man har en depression, og man bør kontakte sin læge. Danske læger har brugt WHO-målingen af depressionssygdom siden januar 1994. Når depressionssygdommen har en vis sværhedsgrad, kræver den behandling. Lægen ser her nærmere på, hvilke symptomer der forekommer og i hvilken grad. Spørgeskemaet kan også bruges, når man skal måle, om den behandling, man har modtaget, hjælper. Hvornår kræver depression behandling? Rigtigt anvendt er terapi eller behandling udtryk for medmenneskelig omsorg. Ved behandling af depression er den medmenneskelige omsorg, herunder samtalebehandling ofte meget vigtig. Afvejning mellem udløsende årsager og selve depressionens sværhedsgrad afgør valget af samtalebehandling og/eller medicinsk behandling. Er mindre end 5 af de 10 viste depressionssymptomer til stede (ifølge WHO en lettere depression) eller er det sandsynligt, at der er tale om sorg eller krise, er samtalebehandling vigtig. Er der omkring 5-6 symptomer til stede (ifølge WHO en middelsvær depression), er kombinationen af samtaleterapi og medicin vigtig. Er der endnu flere symptomer til stede (ifølge WHO svær depression), er den medicinske behandling særlig vigtig, selv om den medmenneskelige omsorg naturligvis indgår, herunder rådgivning af familie eller nærmeste omgangskreds.
Samtalebehandling Den psykologiske terapiform, der har vist sig mest anvendelig ved behandling af lette og middelsvære depressioner, er den kognitive behandling. At behandlingen er kognitiv betyder, at man opfatter patientens negative tanker om sig selv, sin fortid og nutid som selve årsagen til depressionen. Ved denne kognitive samtalebehandling bliver patienten bedt om at føre en dagbog over de situationer, hvor de negative depressionstanker opstår. På baggrund af denne dagbog viser behandleren, hvorledes patienten lægger alt for megen vægt på ting, andre vil kalde betydningsløse, samtidig med at patienten har for lidt tilbøjelighed til at belønne sig selv for ting, andre vil kalde for gode præstationer. Denne behandlingsform benyttes mere og mere af den praktiserende læge. Behandlingen kaldes også for kort-tids psykoterapi, idet varigheden af denne behandling typisk svarer til varigheden af den medicinske behandling. Medicinsk behandling Ved de middelsvære til svære former af depression er der tale om en forstyrrelse af hjernens signalstoffer. Disse signalstoffer er vigtige for kommunikationen mellem de nerveceller, der styrer mange af de hormoner, som har betydning for den almindelige døgnrytme, søvn, stofskifte, hukommelse og selve humøret. Det er især signalstofferne serotonin og noradrenalin, der har betydning for depressionssygdommen. De forskellige antidepressive medicintyper virker netop på disse signalstoffer. Lægen har i dag et meget stort antal antidepressive lægemidler at vælge imellem. Det betyder, at det ofte er muligt at finde et præparat, som hjælper ved depressionssygdommen uden at give væsentlige bivirkninger. Ved de moderate former for depression vil et enkelt præparat ofte være tilstrækkeligt. Ved meget svær depression kræves ofte en kombination. I de allersværeste tilfælde gives der under indlæggelse på sygehus elektrostimulations-behandling (ECT). Hvis den medicinske behandling kun har hjulpet noget, men slet ikke tilfredsstillende, kan man kombinere den med Transkraniel Magnetisk Stimulation (TMS), som kan gives, uden at indlæggelse er nødvenlig. TMS giver ingen væsentlige bivirkninger. Metoden er ny i Danmark, hvor den stadig er under videnskabelig vurdering. I kombination med medicinsk behandling har både lysterapi og motion vist sig at være gavnlige. Således øger lysbehandling, når den gives først på dagen (indtil kl. 11) den medicinske behandling mod depression. Motion op til en time dagligt øger ligeledes virkningen af antidepressiv medicin.
De moderne antidepressive lægemidler er blevet udviklet ud fra deres virkningsmekanisme i hjernen. Således virker SSRI-pillerne (serotonin specifikke genoptagelseshæmmere – i folkemunde lykkepiller) alene på signalstoffet serotonin. Der findes også medicin, der alene virker på signalstoffet noradrenalin (noradrenalin specifikke genoptagelseshæmmere), NARI-pillen. Nyere midler virker både på serotonin og noradrenalin. De ældre lægemidler mod depression, de såkaldte tricykliske antidepressiva, har navn efter den tricykliske struktur af medicinen. Disse midler virker også på mange andre signalstoffer i hjernen end serotonin og noradrenalin, hvilket er forklaringen på, at de har mange flere bivirkninger. Således giver de tricykliske antidepressiva selv ved lav dosering vægtstigning og sløvhed. Ved overdosering giver de hjerterytmeforstyrrelser og må derfor gives med forsigtighed til depressive personer med selvmordsadfærd, f.eks kun i små mængder ad gangen. Ved overdosering er det disse hjerterytmeforstyrrelser, der kan give dødelig udgang på forgiftninger. De moderne specifikt virkende antidepressiva har ikke ovennævnte bivirkninger og er vidtgående ugiftige. Men de har dog nogle bivirkninger, som ikke blot er forbigående ved den fortsatte behandling. SSRI’erne kan give seksuelle forstyrrelser og NARI-pillerne kan give forstoppelse og svedtendens. Disse bivirkninger forsvinder ved ophør med medicin. Ingen af de nævnte antidepressive midler er vanedannende. De virker kun, hvis man lider af depression. Man bliver ikke kunstig “høj” eller “lykkelig”. Alligevel skal man være opmærksom på, at såfremt man ophører meget pludseligt med antidepressiv medicin, kan man få nogle ophørssymptomer. Dette gælder også for lykkepillerne. Disse symptomer er dels legemlige (svimmelhed og føleforstyrrelser i huden), dels psykiske (irritabilitet eller overaktivitet). Derfor skal man også ved antidepressiv medicin trappe langsomt ud, når man skal holde op. Hvorledes er behandlingsperspektivet? Depressionsbehandlingen har to faser. Den første fase er den omsorgsbehandling, der ovenfor er angivet med samtalebehandling og/eller medicinsk behandling. Den kaldes den akutte fase og om-handler de første 6-8 uger, hvorunder symptomerne søges reduceret. Den anden fase kaldes for vedligeholdelsesfasen og omhandler de næste 6 til 8 måneder, der svarer til forløbet af en depressiv episode. Herunder gives samtalebehandling og/eller den medicinske behandling for at sikre, både at symptomerne er aftaget, og at den sociale funktion er genetableret. Hvis man ophører for tidligt med medicinen, kommer symptomerne igen. En depressionsepisode varer nemlig omkring 10 måneder, hos ældre ofte endnu længere. Forebyggelse Fordi der er ganske stor risiko for, at depressionen kommer igen (omkring 85% får flere depressionsepisoder og omkring 10% får også mani), anbefales det almindeligvis at fortsætte med at tage medicin. Har patienten tidligere haft depressionsepisoder, kommer forebyggelse ofte på tale. Det betyder, at man skal fortsætte i mindst 3 år. Såfremt denne periode er forløbet uden større problemer, anbefales det at fortsætte resten af livet. SSRI-pillerne er særlig godt undersøgt ved forebyggelse, og erfaringerne er meget positive. Såfremt der også er mani, anbefales det at kombinere med litiumtabletter.